den kører i 3/4

         /D             /G
Nu lokker atter de lange veje
            /A7             /D
Og jeg har flikket de gamle sko.
           /D             /G
Og jeg har skåret en grøn skalmeje
         /A7            /D
Bag Pile dammen i Holstebro.
            /G                   /D
Jeg går fra Skagen, med kurs mod Fakse
   /Em                         /A
Og glemt er vinterens, sult og nød.
           /D                /G
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse
           /A7                /D
Jeg sliber solskin og dagligt brød.

Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe
Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.
Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe, 
Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.
Med hende var det en fryd at bakse
Thi vårens duft var i hendes skød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse
Men sleb dog solskin og dagligt brød.

Jeg var jo bare en skør skærsliber
Foruden hjem, og foruden ro.
Jeg var kun rakker, og hundeklipper
Og bonden skænked’ for mig sin lo.
Han var så selvsikker, thi hans akse
Var plantet støt i et stort fad grød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse
Men sleb dog solskin og dagligt brød.

Dengang var brændevin, hver mands eje
Thi den var billig, og den var ram.
Men malurt dufted’, langs alle veje
Og gav kulør til en fusel dram.
Åh, soldebrødre, åh, lurifakse
I drak jer tumbet’ fra vid og sans.
Men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse
Og plukked’ malurt omkring sankthans.

Den der har pligter, kan sagtens dømme
En pjalt som ikke betaler skat.
Men jeg er digter, og jeg må drømme
Thi jeg er et med den lyse nat.
De digtere er så mange slags’e
Og selv blandt dem er jeg kun en fant.
Der sliber knive, og sliber sakse
Og takker rørt, for en kobberslant.





Hvor er i nu, alle i jeg kendte
Hver buttet pige, hver kammersjuk.
Hver anden af jer på Sundholm endte
Hver anden kvaltes, i flaskens kluk.
Men jeg er stadig, iblandt de vakse
Mit hår er hvidt, men min tud er rød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse
Jeg sliber solskin og dagligt brød.

Og endnu venter, de lange veje
Med morgenkulde, med middagsglød.
Min slibesten kan jeg fortsat dreje
Og holde næsen forsvarligt rød.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse
Og glemt er vinterens, sult og nød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse
Jeg sliber solskin og dagligt brød.