Jens Vejmand.
D A D A D
Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,
D A G Em A
med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,
D A G Em A
det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød
D A D A D
med hamren må forvandle de hårde sten til brød.
D A D A D
Og vågner du en morgen i allerførste gry
D A G Em A
og hører hamren klinge påny, påny, påny,
D A G Em A
det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben,
D A D A D
som hugger vilde gnister af morgenvåde sten.
D A D A D
Og ager du til staden bag bondens fede spand,
D A G Em A
og møder du en olding, hvis øje står i vand, -
D A G Em A
det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ,
D A D A D
der næppe ved at finde mod frosten mer et læ.
D A D A D
Og vender du tilbage i byger og i blæst,
D A G Em A
mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest,
D A G Em A
og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, -
D A D A D
det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der.
D A D A D
Så jævned han for andre den vanskelige vej,
D A G Em A
men da det led mod julen, da sagde armen nej;
D A G Em A
det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat,
D A D A D
de bar ham over heden en kold decembernat.
D A D A D
Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt;
D A G Em A
det hælder slemt til siden, og malingen er slet.
D A G Em A
Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten,
D A D A D
men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én.